Leaset firmabil og virksomhedsordning - pas på risiko for skatteregning

En ny afgørelse fra Landsskatteretten statuerer beskatning af leaset firmabil, der i første omgang var ønsket holdt uden for virksomhedsordningen. 

Hvis du er selvstændig og bruger virksomhedsordningen, og desuden har leaset en firmabil, så skal du være meget opmærksom på, hvordan du bogfører leasingydelser og de øvrige driftsudgifter hvis de vil undgå beskatning af fri bil.

Når du anvender virksomhedsordningen kan du selv bestemme, om bilen skal indgå i ordningen, eller om du vil holde den udenfor. Du beskattes efter reglerne om fri bil hvis denne indgår i virksomhedsordningen og du har bilen til rådighed for privat kørsel. Når der beskattes af værdien af fri bil har virksomheden til gengæld skattefradrag for alle biludgifterne. 

Holdes bilen uden for virksomhedsordningen undgår du selvfølgelig beskatningen. Det betyder til gengæld, at du kun kan belaste virksomhedsregnskabet med den andel af udgifterne, der kan henføres til den erhvervsmæssige kørsel i bilen.

Denne erhvervsmæssige andel kan opgøres på to måder. Enten kan firmaregnskabet belastes med en forholdsmæssig andel af de faktiske biludgifter, hvilket i princippet forudsætter, at der føres kørebog for al kørsel i bilen. Alternativt kan regnskabet belastes med befordringsgodtgørelse efter statens satser. I dette tilfælde skal der alene holdes styr på den erhvervsmæssige brug af bilen. 

Langt de fleste selvstændige vælger nok at bruge den sidstnævnte mulighed. Man holder bilen uden for virksomhedsordningen og hæver skattefrie befordringsgodtgørelse.

Husk at befordringsgodtgørelse fra virksomheden ikke udelukker, at der kan foretages fradrag for momsen af driftsudgifterne hvis firmabilen er på papegøjeplader.

Bogføringen er afgørende
Landsskatteretten har for nylig truffet afgørelse i en sag, der handlede om en selvstændig, der havde holdt sine leasede firmabiler uden for virksomhedsordningen. Der var ikke hævet skattefri befordringsgodtgørelse i virksomheden. Man havde i stedet for belastet virksomhedsregnskabet med en forholdsmæssig andel af de faktiske biludgifter.

Både leasingydelser og løbende driftsudgifter var i årets løb betalt af midler fra virksomhedens bankkonto. Først ved regnskabsafslutningen for hvert år, blev den private andel af udgifterne – opgjort ud fra et nøjagtigt kørselsregnskab – overført til hævekontoen.

Ifølge Skattestyrelsen betød fremgangsmåden, at virksomhedens biler skulle anses for at indgå i ejerens virksomhedsordning med den konsekvens, at han skulle beskattes af værdi af fri bil med et beløb på ca. 300.000 kr.

Denne afgørelse blev tiltrådt af Landsskatteretten med den begrundelse, at bilerne kun ville kunne anses for ikke at indgå i virksomhedsordningen, hvis de løbende udgifter var bogført på mellemregningskontoen og – hvis denne blev negativ – overført til hævekontoen.

Vores kommentar til afgørelsen
Problemet i sagen var ikke, at udgifterne på bilerne var betalt fra Virksomhedens konto, men at de ikke hver gang blev bogført på enten mellemregnings- eller hævekontoen, således at den erhvervsmæssige andel først efterfølgende blev belastet virksomhedsregnskabet.

Virksomhedsejeren havde gjort præcis det modsatte. Altså i første omgang belastet virksomhedsregnskabet med alle biludgifterne og først efterfølgende overført den private andel til hævekontoen. Den anvendte metode, som ikke havde nogen som helst betydning for fordelingen af biludgifterne mellem privat og erhverv medførte herefter, at han skulle beskattes efter reglerne for firmabiler. 

Afgørelsen bør indtil videre tages til efterretning, og det anbefales derfor, at hvis du har biler udenfor virksomhedsordningen, så skal du bogføre de løbende biludgifter på enten mellemregnings- eller hævekontoen, hvis udgifterne betales via virksomhedens bankkonto.

Landsskatteretten bemærker i sin begrundelse at:

"Den faktiske regnskabsmæssige håndtering af udgifterne m.v. og de kontraktmæssige forhold vedrørende leasede biler er derfor afgørende for vurderingen af, hvorvidt bilerne har indgået i virksomhedsordningen eller om bilerne er holdt udenfor ordningen." 

Det et svært at sige hvor meget det vægter, at bilerne i sagen har været leaset i virksomhedens navn. Det er dog vores opfattelse, at det i den konkrete sag er den bogholderimæssige håndtering hos ejeren, der vægter tungest til dennes fortrydelse. Vi mener ikke, at det er relevant om det er virksomhedens eller virksomhedsejerens navn, der står på leasingaftalen - det er jo en og samme person i skatteretlig henseende når der er tale om personlig virksomhed.

Hvor ofte skal mellemregningen opgøres og konsekvenser heraf
Sagen åbner også for en gammel "diskussion" i fagkredse om, hvor ofte mellemregningskontoen bør "opgøres" for konstatering af, om hævekontoen i virksomhedskontoen skal belastes med overførsel fordi saldoen på mellemregningen er blevet negativ (debet).

Ifølge lovbemærkningerne vil en opgørelse (saldering) af mellemregningskontoen med op til månedlige eller kvartalsvise mellemrum - afhængigt af, hvad der er sædvanligt efter virksomhedens art og omfang - blive accepteret, medmindre særlige forhold giver grund til at antage, at man søger at omgå hæverækkefølgen.

I den konkrete sag foreligger der tilsyneladende ingen intentioner om at omgå hæverækkefølgen - tværtimod bruger virksomhedsejeren netop det argument, at virksomhedens samlede hævninger i året er de samme uanset hvilken "metoderne", der blev anvendt.

Opgøres mellemregningen og hævekontoen i virksomheden f.eks. månedsvis, kan man ende i en situation, hvor resultatet bliver det samme uanset om følger den posteringsrækkefølge som Landsskatteretten mener man skal anvende, eller om man bogfører som virksomhedsejeren har gjort det - nemlig ved at bogfører alle udgifter som erhvervsmæssige for derefter at regulere for den ikke erhvervsmæssige del via mellemregning og hævekontoen.

Man kunne få den formodning, at Landsskatteretten og Skattestyrelsen i den konkrete sag, helt har set bort fra den "elastik" som lovforarbejderne efterlader ift. frekvensen på opgørelsen af mellemregningen og hævningerne. Omvendt har det ikke været lovgivers intention, at dette skulle kunne gøres en gang årligt ifm. regnskabsudarbejdelsen jf. ovenfor omkring månedlig eller end dog kvartalsvis opgørelse af mellemregningen og hævninger.

Henset til diskussionen og lovforarbejderne om, hvor tit mellemregningen skal opgøres, forekommer det derfor som værende en meget hård og formalistisk afgørelse Landsskatteretten har truffet - specielt henset til, at der ud fra sagens oplysninger ikke er forskel på de samlede hævninger i de to måder, at postere biludgifterne på - og at der ikke har været spekuleret i at begrænse årets hævninger i virksomhedsordningen.