Skrevet af:
Jesper Beese
23. marts 2026

Skattepligt på festivalbilletter til medarbejdere

Landsskatteretten har i en nyere afgørelse taget stilling til, at medarbejderes deltagelse i Tinderbox Festival ikke kan ske skattefrit, når arbejdsgiveren betaler selv om medarbejderne var pålagt at deltage af arbejdsgiveren. 

Du kan læse afgørelsen her.


Faktiske forhold

En virksomhed havde i 2022 købt 49 partoutbilletter til Tinderbox – altså adgang til hele festivalen i tre dage. Det blev oplyst, at virksomheden valgte partoutbilletter, fordi de faktisk var billigere end at købe to-dages billetter.

Billetterne blev brugt til et kunde- og netværksarrangement, hvor både kunder, samarbejdspartnere og udvalgte medarbejdere deltog.

Udover billetterne betalte virksomheden også for:

  • Transport til og fra festivalen

  • Mad og drikke

Den samlede udgift pr. deltager var opgjort til 3.812 kr.

 

Hvad skulle medarbejderne lave?

Ifølge virksomheden havde medarbejderne en klar rolle under arrangementet. De skulle blandt andet:

  • Tage imod og være værter for kunder og samarbejdspartnere

  • Sikre deltagernes trivsel under festivalen

  • Pleje eksisterende relationer

  • Skabe nye forretningsmuligheder

  • Ledsage bestemte kunder under arrangementet

Medarbejderne havde desuden fået udleveret deltagerlister med oplysninger om kunderne, så de kunne forberede deres netværksarbejde.

 

Programmet for arrangementet

Der var udarbejdet et program for dagene, som blandt andet indeholdt:

  • Velkomst og introduktion

  • Fælles transport til festivalen

  • Fælles middag

  • Frokostarrangement hos en samarbejdspartner

  • Derudover betydelige perioder med “fri tid” på festivalpladsen

     

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at medarbejderen skulle beskattes af værdien af festivaldeltagelsen.

I begrundelsen lagde retten især vægt på:

  • At aktiviteterne i det væsentlige bestod af netværk og socialt samvær

  • At der ikke var dokumenteret en direkte og konkret sammenhæng mellem deltagelsen og virksomhedens indkomsterhvervelse

  • At programmet i høj grad indeholdt fritid og festivaloplevelser

  • At det fremlagte materiale ikke i tilstrækkelig grad dokumenterede egentlige erhvervsmæssige aktiviteter

Det forhold, at medarbejderen var pålagt at deltage, ændrede ikke vurderingen.

Heller ikke det, at arrangementet havde til formål at styrke relationer og skabe forretning, var tilstrækkeligt.

 

Konsekvens

Medarbejderen blev beskattet af værdien af billetten og de øvrige udgifter som et personalegode (B-indkomst).

Derudover blev arbejdsgiveren i SKM2026.37.LSR pålagt indberetningspligt, således at værdien skulle indberettes som B-indkomst for de deltagende medarbejdere.

 

Vores kommentar

Afgørelsen kan forekomme relativt hård - men ikke desto mindre, så er den korrekt. Praksis inden for dette sagsområde er stram og stiller store krav til dokumentation for undgå skattepligt eller mistet fradragsret. 

Afgørelsen understreger meget tydeligt, at det ikke er nok, at et arrangement har et forretningsmæssigt formål. Der skal være en klar og dokumenterbar sammenhæng mellem aktiviteterne og virksomhedens indtjening.

I afgørelsen blev købt billetter, der gjaldt en dag mere end selve det arbejdsmæssige arrangement - alene fordi dette var billigere for arbejdsgiveren.

Det er dog svært at sige, om sagen ville have fået et andet udfald, såfremt medarbejderne ikke havde haft adgang til at benytte den "ekstra dag" privat, men der er ikke tvivl om, at hel dag ud af tre dage med privat mulighed for benyttelse af adgangen til festivallen trækker i den "forkerte retning" ift. at undgå beskatning af hele billettens værdi. Dette fordi denne dag jo ikke har noget som helst fagligt/erhvervsmæssigt indhold overhovedet. 

For virksomheder er der særligt flere forhold, der er afgørende:

  • Der skal være et stramt og reelt fagligt program – både ved kundearrangementer og personalearrangementer

  • Det faglige indhold skal stå i et rimeligt forhold til arrangementets varighed

  • Der skal være tilstrækkelig dokumentation for de erhvervsmæssige aktiviteter

Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at dokumentationskravet kan være vanskeligt at opfylde ved denne type arrangementer. Ikke desto mindre er det afgørende, at virksomheder gør en aktiv indsats for at sikre god og relevant dokumentation, der kan understøtte det erhvervsmæssige formål.

Hvis dette ikke er opfyldt, er der en betydelig risiko for at miste fradragsretten, at medarbejderne bliver beskattet af deltagelsen og at arbejdsgiveren samtidig bliver pålagt indberetningspligt vedrørende det skattepligtige personalegode.

 

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt danrevi for at drøfte de specifikke problemstillinger.

 

 

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Læs mere
 

Kontakt os hvis du har spørgsmål til artiklen

Find din kontaktperson
 

Bliv klogere - benyt dig af vores kursutilbud

Læs mere