Skrevet af:
Jesper Beese
5. maj 2021

Husk de nye regler om udtagningsmoms pr. 1/7-2021

Tilbage i 2019 blev der vedtaget nye regler om udtagningsmoms. Reglerne skulle være trådt i kraft allerede 1/7-2020, men tidspunktet blev udskudt pga. Covid-19.

Reglerne træder nu i kraft pr. 1/7-2021, og der er grund til at være meget opmærksom på de nye og ændrede regler.

Selvstændige – overførsel af mindre aktiver til privat
Overfører du f.eks. en ældre bil på gule plader fra din virksomhed til privat skal være opmærksom.

Som reglerne er nu, kan aktiver, der oprindelig er købt for et beløb på under 100.000 kr. ekskl. moms, efter 5 år – regnet fra udgangen af købsåret – udtages af virksomheden til privat brug. Du skal ikke betale nogen del af den fratrukne købsmoms skal tilbage.

Fra 1. juli 2021 vil dette ikke længere være muligt. Efter de nye regler skal du altid betale udtagningsmoms af markedsværdien af aktivet på det tidspunkt, hvor dette overføres til privat. Det gælder uanset om aktivet ved overførslen har været ejet i 2, 5 eller 10 år.

Er der tale om en bil, vil en indikation på markedsprisen kunne findes ved opslag på f.eks. bilbasen.dk. For andre aktiver vil du typisk vil kunne brugtpriser på andre handelsplatforme, f.eks. DBA. Det er en god ide at gemme dokumentationen for den værdi, man anvender ved udtagningen.

Har du planer om at overføre et ældre aktiv – f.eks. en lille varebil, en havetraktor eller andet maskineri – så bør du kraftigt overveje at gøre dette inden 1. juli 2021 hvis du vil spare momsen.

Ejendomme
På ejendomsområdet betyder det, at der skal betales moms af markedsværdien, når et byggeri, der er opført med henblik på salg, overgår til udlejning, fordi det ikke har været muligt at sælge husene eller lejlighederne.

De nye regler gælder ikke kun for ejendomme, der opføres efter skæringsdatoen, men også for allerede opførte ejendomme, der overgår til udlejning efter denne dato. Byggevirksomheder bør derfor overveje, om man skal tage usolgte ejendomme af salgslisten inden 1/7-2021, eller om det er bedre at vente til efter.

Husk også skatten
Du skal huske, at en overførsel af et ældre aktiv fra din virksomhed til privat godt kan ske uden moms, men ikke uden skattemæssige konsekvenser.

En overførsel at et aktiv vil få betydning på to områder ift. skatten.

Aktivet skal fragå driftsmiddelsaldoen til markedsværdien på overførselstidspunktet. Det reducerer de fremtidige skattemæssige afskrivninger i dit virksomhedsregnskab.

Desuden vil det samme beløb også skulle bogføres som en hævning i virksomheden hvis du anvender virksomhedsordningen. Det vil således reducere muligheden for opsparing af overskud i det aktuelle år eller føre til beskatning af opsparet overskud fra tidligere år.

 

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt danrevi for at drøfte de specifikke problemstillinger.

 

 

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Læs mere
 

Kontakt os hvis du har spørgsmål til artiklen

Find din kontaktperson
 

Bliv klogere - benyt dig af vores kursutilbud

Læs mere