Skrevet af:
Jesper Beese
26. november 2022

Fradraget og godtgørelsen for befordring stiger i 2023 

Satserne for befordringsfradrag (kørselsfradrag) og skattefri befordringsgodtgørelse (kørselsgodtgørelse) stiger en smule i 2023 i forhold til 2022. Det har Skatterådet netop vedtaget.

Benzinpriserne forventes at blive højere i 2023, og der er taget højde for at bilerne fortsat kører længere på literen. Desuden indregnes også et skøn over bilens driftsudgifter i form af vedligeholdelse, forsikringer m.v. i satserne. Også bilens værditab indgår i beregningsgrundlaget.

Det er skønnet at benzinprisen i gennemsnit i 2023 vil ligge på 15,87 kr. pr. liter.

Befordringsfradrag
Reglerne for befordringsfradraget er uændrede i 2023. Der er fortsat ikke fradrag for befordring for de første 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde.

Transport pr. dag Fradrag pr. km pr. dag for 2023 Fradrag pr. km pr. dag for 2022*
0-24 km 0 kr. (intet fradrag) 0 kr. (intet fradrag)
25-120 km 2,19 kr. 2,16 kr.
Over 120 km 1,10 kr. (2,19 kr. i yderkommuner) 1,08 kr. (2,16 kr. i yderkommuner)

*Kørselsfradraget blev hævet pr. 1. april 2022. Fradraget gælder med tilbagevirkende kraft for hele indkomståret 2022.

Man kan få fradrag for befordring, hvis man selv betaler for transport mellem sin arbejdsplads og bopæl eller som alternativ til skattefri befordringsgodtgørelse ved erhvervsmæssig kørsel.

Man kan få hjælp til beregning af et evt. befordringsfradrag ved at logge på sin Skattemappe hos Skattestyrelsen via TastSelv Borger.

Beregneren tager også højde for, om du evt. er omfattet af de særlige regler for pendlere i de såkaldte udkantskommuner og småøer.

Desuden tager beregneren højde for hvis du har lav indkomst. For personer med lav indkomst kan fradraget forøges med op til 64% dog maksimalt 15.400 kr.

Skattefri befordringsgodtgørelse - kørsel i egen bil
Satserne blev reguleret i løbet af 2022 som følge af de stigende energipriser. Normalt reguleres disse kun en gang årligt.

År For de første 20.000 km Kørsel ud over 20.000 km
2022 til og med april 3,51 kr. pr. km. 1,98 kr. pr. km.
2022 fra og med maj 3,70 kr. pr. km. 2,17 kr. pr. km.
2023 3,73 kr. pr. km. 2,19 kr. pr. km


Husk at du som lønmodtager også kan få godtgjort selve parkeringsudgiften i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel af arbejdsgiveren ud over selve godtgørelsen for befordring pr. kilometer.

Du skal dog fortsat betale skat af beløbet hvis din arbejdsgiver betaler en parkeringsbøde eller en p-afgift for dig.

Er du selvstændig erhvervsdrivende kan du ud over fradraget for de kørte kilometer efter satserne også fratrække den faktiske udgift til parkering i 2022. Du kan dog fortsat ikke fratrække udgifterne til eventuelle parkeringsbøder og p-afgifter.

Godtgørelse for at bruge egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter
I 2023 er satsen 0,61 kr. pr. km. 

Fra 1. januar til 30. april 2022 er satsen 0,55 kr. pr. kilometer. Fra 1. maj 2022 er satsen herefter 0,57 kr. pr. km.

Befordringsgodtgørelse kan gives skattefrit til personer, som kører erhvervsmæssigt i egen bil m.v., og hvor arbejdsgiveren m.v. fører den fornødne kontrol.

Er du selvstændig kan du bruge satserne til at beregne fradraget for din erhvervsmæssige kørsel. Bruger du satserne har du ikke fradrag for de faktiske udgifter på bilen – dog med undtagelse af udgifter til parkering.

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt danrevi for at drøfte de specifikke problemstillinger.

 

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Læs mere
 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os

Find din kontaktperson
 

Bliv klogere - benyt dig af vores kursustilbud

Læs mere