Skrevet af:
Jesper Beese
12. november 2019

Forskudsopgørelsen og skattekortet for 2020 

Din forskudsopgørelse for 2020 er tilgængelig i din Skattemappe hos Skattestyrelsen 21. november 2019 – mange forholder sig slet ikke til opgørelsen – og det er ikke altid smart. 

Grundlaget for forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelsen er baseret på de oplysninger, som Skattestyrelsen har om dig i deres systemer. For de fleste vil tallene være hentet fra årsopgørelsen for 2018, men dog således at din indkomst (løn, pension mv.) er forhøjet med en fast procent. Dine fradrag og dine renteindtægter og renteudgifter er derimod ikke reguleret.

Hvis du på noget tidspunkt har foretaget ændringer i din forskudsopgørelse for 2019 – og dermed positivt forholdt dig hertil – vil det derimod være denne, som danner grundlag for forskudsopgørelsen for 2020. I så fald er din indkomst reguleret med en lidt mindre procentsats.

Gamle restskatter betyder mindre fradrag
Dem, der fik restskat for 2017, og som lod den indregne i deres forskudsskat for 2019, vil kunne se frem til et lavere skattetræk i 2020, fordi regningen nu er betalt.

Omvendt vil dem, som fik restskat for 2018, og som ikke har betalt denne, blive mindet om regningen, fordi restskatten nu indregnes i deres forskudsskat for 2020. Dette sker i form af en nedsættelse af månedsfradraget og evt. forhøjelse af trækprocenten.

Tag stilling til din forskudsopgørelse
Husk at din forskudsopgørelse er dit “budget” for din skattebetaling det kommende år.

Hvis du ønsker, at din forskudsskat kommer til at svare nogenlunde til din endelige skat, bør du rette forskudsopgørelsen på de punkter, hvor tallene ikke er rigtige.

Det kan være tilfældet, hvis dit befordringsfradrag som følge af jobskifte ændrer sig, eller hvis du har omlagt lån således at dit rentefradrag har ændret sig eller f.eks. er blevet skilt og skal betale underholdsbidrag.

Hvis du hører til dem, der godt kan lide at få skat tilbage når året er gået, så kan du med fordel f.eks. sætte dit rentefradrag, befordringsfradrag eller a-kassebidrag lavere end du ved det rent faktisk er. Hvis du sætter et af de nævnte fradrag 10.000 kr. for lavt betyder det isoleret set, at du vil have betalt ca. 3.000 kr. for meget i skat når året er gået.

Du kan også få din arbejdsgiver til at indeholde en ekstra procent eller to hvis du gerne vil betale lidt ekstra i årets løb.

Fradragene er vigtigere end indkomsten
Hvis du ikke tjener mindre end ca. 375.000 kr. årligt skal du være opmærksom på, at du vil få et for stort beskæftigelsesfradrag hvis din indkomst er sat for højt på forskudsopgørelsen og dermed en restskat når året er gået. 

Tjener du mellem 375.000 kr. og 577.000 kr. har det ikke betydning hvor meget din indkomst er ansat til i dette interval. 

Hvis du tjener over 577.000 kr. om året og dermed skal betale topskat, så er det en god ide at sætte indkomsten så nøjagtigt som muligt - eller måske lidt højere end forventet - hvis du gerne vil undgå en restskat.

Vær dog meget opmærksom på, at det har langt større betydning af alle dine fradrag er korrekte og i mindre grad at din indkomst er det.

Hvis du er pensionist
Hvis du modtager folkepension fra Udbetaling Danmark er det særligt vigtigt at du sikre dig, at din forskudsopgørelse er korrekt. Dette skyldes, at Udbetaling Danmark anvender forskudsopgørelsen som grundlag for beregning af pension og pensionstillæg.

Hvis du f.eks. driver selvstændig virksomhed ved siden af din pension kan du derfor ikke alene risikere en restskat men også at skulle betale pensionstillæg og pension tilbage hvis din indtægt fra virksomheden f.eks. er meget større end du har angivet på forskudsopgørelsen.

Denne publikation er skrevet i generelle vendinger og skal alene betragtes som generel vejledning. Du bør ikke handle eller undlade at handle uden at have fået professionel rådgivning. Kontakt danrevi for at drøfte de specifikke problemstillinger.

 

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Læs mere
 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os

Find din kontaktperson
 

Bliv klogere - benyt dig af vores kursustilbud

Læs mere